Undersøgelse: Professionel disc golf bane i Danmark?

Er der behov for en professionel disc golf bane i Danmark, og hvilke faciliteter er uundværlige for at gøre en bane værd at spille? De og andre spørgsmål vil vi forsøge at blive klogere på i denne spørgeskemaundersøgelse.
Denne viden bliver offentliggjort, så alle kan benytte sig af den.


Hvem har ikke drømt om at være bestyrer af sine helt egen professionelle disc golf bane? At kunne leve af at passe banen, slå græsset, tale med spillerne, arrangere turneringer mv.

I køllegolf er det meget almindeligt at banerne er drevet privat og professionelt. Hørsholm Golf Klub er eksempelvis ejet af aktieselskabet Hørsholm Golf A/S der jf. deres regnskab fra 2021 har en egenkapital på omkring 7,5 millioner kroner. I disc golf er langt de fleste baner ejet af kommuner, drevet af foreninger og gratis at spille på. I rapporten Disc Golf i Tal 2021 fremgår det, at der ved udgangen af 2021 var 107 baner i Danmark hvoraf 93 baner var gratis og offentligt tilgængelige, mens 7 baner var tilgængelige mod betaling. De danske disc golf fans bruger i forvejen penge på discs, tasker og andet grej, Udisc- og DGN-abonnementer, forenings- og PDGA-medlemsskaber, turneringsgebyrer, rejser til udlandet for at se og spille disc golf mv. Tanken om at bruge penge for at se og spille disc golf er altså ikke helt fjern. Men er Danmark klar til en professionel disc golf bane? Og er der overhovedet brug for en?

Skal vi over hovedet have en pro bane?

I følge Udisc, er der lige nu 159 baner i Danmark. Der kommer altså til stadighed flere baner til. Som nævnt i Disc Golf i Tal 2021, var der dog kun 26 18-hulsbaner med en Udisc-rating på mere end 3. De, som læser med i diverse Facebook-grupper, vil også have erfaret, at mange af spørgsmålene her går på, hvilke baner der er vedligeholdt godt nok til, at man kan spille på dem – særligt om sommeren.

Formidabel amatør-bane

Fordelen ved en professionelt drevet disc golf bane er, at der vil være en eller flere ansatte, som hele tiden arbejder på, at vedligeholde banen, så græsset ikke når en højde, der gør banen uspillelig på nogen tidspunkter. Almindelig vækst, væltede træer og andre ændringer i omgivelserne kan tages hånd om hurtigt og kontinuerligt. Ved samtidigt at have et område dedikeret til disc golf, skal banen ikke deles med andre aktiviteter, der forstyrrer spillet.

I forlængelse af driften kan der lægges arbejde i at returnere mistede discs og andre effekter.

Kvalitet til eliten

Disc golf er i en rivende udvikling i hele verden, og det gælder særligt i Danmark (kilde), men også i resten af Europa. Det gælder både, når man taler om antallet af spillere uanset niveau, men European Open i Finland beviste, at Europa både har scenen, spillerne og tilskuerne til de helt store events. Dog finder mange af de helt store turneringer stadig sted i USA.

Dansk disc golf har dog bevist, at de kan håndtere turneringer som både PDGA Euro Tour (Kokkedal Open) og European Pro Tour (Copenhagen Open). Her har frivillige lagt et fantastisk arbejde i at stable vellykkede arrangementer på benene. Men hvis udviklingen i Europa fortsætter, vil der formentlig blive sat større krav og efterspurgt flere turneringer. Har vi i fremtiden en bane der er god nok til de allerbedste, og hvor de frivillige kræfter er stærke nok til at løfte opgaven?

Turneringer & events

Når man har en eller flere personer ansat til at arbejde med disc golf som deres hovedbeskæftigelse, vil der kunne arbejdes mere kontinuerligt med sporten. En professionel disc golf bane vil være en stabil base, der altid vil kunne byde ind på de store turneringer som danmarksmesterskaberne, Danish Tour og regionale mesterskaber. Derudover vil der kunne lægges de nødvendige kræfter i at afholdes introarrangementer for begyndere, clinics, natgolf, begynderturneringer, parturneringer mv. samt at samarbejde med eksisterende tours som Double The Fun, Hygge Tour, D’am Tour o.l.

Betaling

Det er klart, at hvis der skal ansættes lønnede folk på en bane, vil de være nødvendigt at skaffe den nødvendige finansiering, f.eks. gennem brugerbetaling. Det kan blive en udfordring, da der allerede eksisterer en del rigtig gode gratis baner. Det vil som det mindste kræve, at en pay to play-bane kan tilbyde noget, som de omkringliggende baner ikke kan. F.eks. bedre vedligeholdelse, bedre design, toiletfaciliteter eller andet. Hvad skal der til, før det er værd at betale for at spille en runde disc golf eller to? Og hvad er en rimelig pris at betale? Det er noget af det, vi vil undersøge i spørgeskemaundersøgelsen nedenfor.

 

Spørgeskemaundersøgelse

Du kan give dit besyv med i nedenstående spørgeskemaundersøgelse. I den vil vi forsøge at gøre os alle klogere på, om tiden er moden til en professionel disc golf bane, hvilke faciliteter der er helt uundværlige, og hvad der betyder noget for folk på en bane.

Spørgeskemaet er anonymt og relevante data vil blive offentliggjort på hjemmesiden, så relevante aktører kan drage nytte af det.

Klik her for at besvare undersøgelsen

Du er også meget velkomne til at sende yderligere indspark i kommentarfeltet nedenfor eller på mail.

 

Følg denne tråd
Giv besked om
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer