FAQ – Ofte stillede spørgsmål

Disc golf FAQ
Foto: Cecilie Eske Hansen

Hvad er disc golf?

Disc golf er for mange bedre kendt som ”Frisbeegolf”, men eftersom Frisbee er et registreret varemærke hos Wham-O toys, bruger man betegnelsen disc, der i øvrigt også er forskellig fra de frisbees de fleste kender fra stranden eller fra ultimate.

Disc golf kurv
Disc golf kurv

Disc golf spilles i store træk som traditionel golf – eller ”køllegolf”, som det også kaldes – men hvor man i stedet for at slå til en bold kaster med en disc. I stedet for at spille bolden ned i et hul, kastes discen ind i en kurv, der er hævet over jorden.

En runde består typisk af 18 huller, hvilket tager 1½-2 timer at spille, afhængigt af banen, niveau og hvor mange man spiller. Et hul består af et drive fra teestedet (start), hvorefter man går frem til sin disc og kaster frem mod kurven (indspil/approach), til man kan putte discen i kurven og afslutte hullet.

Vinderen af en runde er den spiller, der har brugt færrest kast.

Hvem kan spille disc golf?

Alle. Disc golf er utroligt let at komme i gang med og kræver meget lidt. I kan spille sammen på tværs af alder, køn og niveau ved f.eks. at spille fra forskellige tees (rød=begynder, gul=øvet, hvid=avanceret), spille med handicap eller i hold. Her på siden kan du inden længe finde et sted at spille, instruktion i teknik og regler samt et sted at anskaffe discs.

Disc golf kid
Disc golf er også for børn. Foto: Jatocreate

Hvor kan man spille disc golf?

Pr. marts 2023 er der ifølge Udisc 152 disc golf-baner i Danmark, og langt flere hos vores naboer i Sverige, Norge, Tyskland og især Finland. Vi udarbejder og opdaterer løbende den danske baneoversigt her på siden, og ellers henviser vi til UDisc’s baneoversigt eller Udisc-appen. Før UDisc kom til, kunne man blandt andet finde mange baner på Claes Wuertz’s hjemmeside – der finder man stadig en del god info, billeder mv. om danske disc golf baner.

Hvor kan man købe discs?

Der findes flere danske hjemmesider der sælger discs og begyndersæt f.eks. Discimport, Discconnection, Gbasesport, Frisbeesport, Flyvende.dk, Løft Discs eller disctree.dk, der har en unik “Build-a-bag”-funktion og dyed discs fra Michael Schwebs. Hvis i er en gruppe, der skal prøve disc golf for første gang, så find evt. den lokale forening, der ofte tilbyder arrangementer med leje af disc og introduktion til en meget fornuftig pris.

Hvad er de bedste discs for en begynder?

Hvis man er fuldstændigt ny, er det næppe så vigtigt. Man kan klare sig med en enkelt disc, men optimalt set har man en putter, midrange og en driver, som alle flyver relativt stabilt og med en relativt lav speed. Et begyndersæt vil være et godt udgangspunkt. Et par forslag kunne være:
– Puttere: Innova Aviar, Discmania P1 eller P2, Dynamic Disc Judge
– Midranges: Discraft Buzz, Discmania MD eller MD3, Innova Coyote
– Drivere: Discmania FD eller FD2, Discmania Instinct, Innova TeeBird, Discraft Zombee

Hvorfor er der flere typer af de samme discs?

Champion, Halo, C-line, D-line, Star, GStar, Blizzard, XT, DX, ESP er nogle få blandt rigtig mange navne for forskellige typer af plastik hos de forskellige producenter. De varierer i grip, holdbarhed, pris og vægt, og kan være lidt af en jungle at finde rundt i. Prøv dig lidt frem, og find ud af hvilken type du bedst kan lide.

Hedder det discgolf eller disc golf?

Begge stavemåder ses alle mulige steder på nettet. Anhyzer.dk benytter udtrykket disc golf i to ord, sådan som det bruges af PDGA (Pro Disc Golf Association)

Hvem er den bedste i verden til disc golf?

Verdensmestrene for hhv. mænd og kvinder i 2022 var Paul McBeth og Kristin Tattar, der også sidst på sæsonen var højest ratede. Særligt på herresiden er der dog mange bud på hvem der er bedst herunder Ricky Wysocki og Eagle McMahon, mens Kristin Tattar i 2022 har domineret kvindesiden.

Gennemgående vil man nok sige at Paul McBeth er den bedste på herresiden med 144 sejre mens det på kvindesiden må være Paige Pierce med 150 sejre (tal fra marts 2023). Kristin Tattar har dog haft en forrygende 2022 sæson, er pt. den højst ratede kvinde og har allerede 79 sejre. Fortsætter det niveau, er hun uden diskussion den bedste.

Kan man leve af disc golf?

Det kan godt lade sig gøre, men det er de færreste der kan leve af at spille disc golf. Præmiesummen for en førsteplads ved verdensmesterskaberne 2022 beløb sig til 20.000 $ (150.000 kr.) for mænd og 11.000 $ (83.000 kr.) for kvinder. Paul McBeth har vundet omkring 5.200.000 kr. i sin karriere (oktober 2022), for ikke at tale om den 10-årige kontrakt han har tegnet med Discraft for 10.000.000 $. kilde

Spillere som Ricky Wysocki og Simon Lizotte har senere også tegnet store kontrakter.

I Danmark er præmiesummerne noget mere begrænsede med eksempelvis 2.000 kr. for en sejr ved DM 2020 kilde. I 2021 var førstepræmien knapt 12.000 kr. kilde mens den i 2022 var 3.100 kr. kilde

Hvor kan man se de professionelle spille pro tour?

Den bedste dækning findes hos JomezPro på Youtube. Der findes flere andre udbydere som f.eks. Gatekeeper Media, MDG Media, der modsat Jomez også viser Europæisk Disc Golf. Vil man se med live foregår det mod betaling på Disc Golf Network Den bedste danske dækning findes hos TheDanishDiscGolfGuy på Youtube samt hos KJ Disc.

Hvilke sko skal jeg bruge?

Du kan spille i lige de sko du vil, men det er den fordel hvis de har et godt greb i underlaget, så man ikke glider når man kaster eller hvis det er mudret. Når græsset er vådt af dug eller regn, er det også en fordel hvis skoene er vandtætte.

Hos nogle forhandlere kan man købe disc golf sko, og de minder på mange måder om vandresko, hvilket også kan anvendes til disc golf.

Hvad betyder udtrykkene overstabil, stabil og understabil?

Udtrykket overstabil dækker kort sagt over en disc med en tendens til at dreje meget mod venstre i slutningen af svævet (for et højrehånds baghåndskast). Overstabile discs har et højt fade (det fjerde tal).

En understabil disc har tendens til at dreje mod højre i starten af et kastet, indikeret med tal nummer tre.

Stabile discs har en tendens til i højere grad at holde den bane de slippes i.

Hvad betyder de tal der er trykt på min disc?

Disc golf flyveegenskaber / flight specs
Eksempel på en disc.

Tallene er fra venstre speed (den hastighed discen er designet til at flyve med), glide (hvor meget den svæver), turn (hvor meget den drejer i ved høj fart) og fade (hvor meget den drejer i slutningen af svævet). Se evt. vores disc golf ordbog for en nærmere uddybelse.

Eksemplet til højere er en Origin i Neo-palstik. Det er en midrange disc med speed 5, glide 5, turn -1 og fade 1.

Hvad betyder ____ ?

Der er mange udtryk i disc golf. Se evt. vores disc golf ordbog.

Hvad er X-out, double stamps og factory seconds?

Disse discs er typisk billigere end normalt, da der kan være kosmetisk fejl som f.eks. et skævt tryk eller dobbelttryk. Deres flyveegenskaber er upåvirkede, og discen må gerne anvendes i turneringer. Det kan således være en fin måde at prøve nogle nye discs eller blot spare lidt penge.

Hvordan finder jeg nogen at træne med?

Kan du ikke lokke nogle venner eller familie ud og prøve, kan du altid møde op hos den lokale forening. Skriv evt. i deres Facebook-gruppe og spørg, og nogen vil med ud og gå en runde.

Er disc golf også for piger?

Absolut! Og der er også en del dygtige kvinder i disc golf, og til turneringer spiller man i kønsopdelte rækker.

Disc Golf Putt
Disc golf er også for kvinder. Foto: Rasmus Spedtsberg / Discen.dk

Hvad er de forskellige rækker som MPO, FPO osv?

Rækker er inddelt efter niveau, køn og alder, og forkortes med forskellige bogstaver og tal. A=Amatør, P=Pro, F=Female, M=Male og tal er aldersgrupper. MPO er således mixed, pro, open (den bedste række for blandede køn – dog typisk mænd), MP50 er mixed over 50 osv. Det kan også være MA2, MA3 og MA4 som mixed, amatører række 2, 3 og 4.

Hvor kommer disc golf fra?

De første spor fra sporten stammer fra Canada i 1926, men var betydeligt forskellig fra moderne disc golf. Omkring 1960 voksede sporten i USA, og begyndte at ligne det vi kender en smule. Der var flere turneringer om end med vidt forskellige regler.

Er disc golf god træning eller god motion?

Det afhænger lidt af hvad man ser det i forhold til. Men ja, en runde disc golf kan hurtigt give 8.000 skridt på skridttælleren, og går man to runder får man rørt sig en del. Men man får ikke rigtigt pulsen op, og man får heller ikke gået så meget som ved en rask spadseretur eller en times tid med løbeskoene. Det er heller ikke noget der giver store muskler, men det er absolut bedre end at ligge hjemme på sofaen.

Når det er sagt, skal man ikke være blind for de sundhedseffekter man kan få, blot ved at være ude i naturen. Det er nemlig sundt for ens mentale helbred at være ude i det fri, og kan både øge ens velvære og reducere stress (videnskab.dk) – så længe man ikke shanker ind i et træ og bliver rasende selvfølgelig. Frist luft kan desuden mindske risikoen for angst, depression og psykisk sygdom. Det kan tilmed forbedre din hukommelse, og så er det en oplagt mulighed for at komme ud i solen og tanke op på D-vitamin (i sommerhalvåret).

Hvorfor har mange en ekstra disc i hånden mens de putter?

Disc golf FAQ
Foto: Rasmus Spredtberg / Discen.dk

Mange træner putts med flere end en disc ad gangen og derfor vant til at træne putts med en eller flere discs i den modsatte hånd.

Jeg har fundet en disc, som ikke er min. Hvad gør jeg?

Se som det første efter, om der er navn eller telefonnummer i discen. I så fald skal du tage kontakt til vedkommende, der måske stadig er på banen og gerne vil have den tilbage. Hvis ikke i kan lave en aftale med det samme, kan du se efter en lost & found kasse og smide den deri. Så tager klubben sig af at aflevere den tilbage, og donerer som regel discen til klubben, hvis det ikke lykkes. Er der ikke en lost & found, kan du tage den med hjem, og se om du kan aflevere den tilbage ved anden lejlighed.

Husk! Du vil også gerne have din disc tilbage, hvis den bliver væk.

Hvor længe skal vi lede efter vores discs?

At finde sin disc kan somme tider tage meget lang tid. Hvis i spiller en hyggerunde, må i selv afgøre, hvor længe i vil bruge på at finde discen. Spiller man efter de officielle PDGA-regler, har man ifølge regel 805.03 tre minutter til at lede. Alle spillere på kortet hjælper med at lede. Finder man ikke discen indenfor tidsgrænsen, er den tabt. Der spilles som udgangspunkt fra ens tidligere leje eller fra en drop zone med +1 strafkast.

Kan man ikke spille med en makker eller et helt hold?

Jo da! Der findes tilmed turneringer for par. Læs artiklen Doubles – Spil Disc Golf i Hold Eller Par

Hvad er det hurtigste kast, der er målt?

Ifølge Discgolfnow.com har Simon Lizotte fået målt et kast til 144 km/t. Til sammenligning skriver de, at den gennemsnitlige disc golfer kaster ca. 80-110 km/t. Du kan i øvrigt se Simons kast her.

Hvad er det længste disc golf kast?

Det længste disc golf kast blev kastet i temmelig kraftig vind af David Wiggins Jr. og fløj hele 338 meter. Du kan se videoen her.

Hvad er den højest ratede runde nogensinde?

Den højest ratede runde til dato blev spillet af Paul McBeth 2. marts 2013 til Memorial, hvor han spillede en 1132-rated runde, hvilket var 93 højere end hans egen rating på det tidspunkt (1039). Du finder de 100 bedste runder på Statmando.

 

Har du spørgsmål du ikke fik besvaret eller et du synes der mangler, så tøv ikke med at skrive i kommentarfeltet nedenfor eller på mail.

Senest opdateret 19. marts 2023

Følg denne tråd
Giv besked om
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer